Tim Walz er den hvide mand, der skal vinde rustbæltet for Harris

USA er på fire årtier gået fra, at over 80 procent var hvide, til i hastigt tempo at nærme sig 50 procent. Harris er af blandet race – i dag definerer hver niende amerikaner sig som blandet, hvilket gør gruppen til den hastigst voksende. Hun er elitær, velhavende og fra ikke bare Californien, men simpelthen fra San Francisco – symbolet på venstrefløjen. Og, ja, så er hun selvfølgelig også kvinde. USA har som bekendt aldrig valgt en kvindelig præsident.

Walz skal tydeligvis skabe balance. Han er det, man plejede at kalde en ’All American Guy.’ En mand af folket. Soldat i en halv menneskealder. Samfundsfagslærer i næsten lige så lang tid. Og så træner for et footballhold, som endte med at vinde delstatens mesterskab. Når jeg ser ham, får jeg deja-vu til min tid i Michigan i 1980’erne – for han ligner alle dem, der drev den by, jeg boede i, frem. En mand, der i ordets egentlige forstand, smøger ærmerne op.

Hans stemmeafgivninger i Kongressen placerer ham så tæt på midten af amerikansk politik, man kan komme.

David Trads

USA’s præsidentvalg afgøres som bekendt ikke nødvendigvis af, hvem der får flest stemmer på nationalplan. I givet fald havde vi eksempelvis aldrig fået præsident George W. Bush, idet Al Gore fik flere stemmer i 2000, eller præsident Donald Trump i 2016, idet Hillary Clinton opnåede langt større opbakning. Nej, valgene afgøres af, hvem der vinder flest valgmænd. Den kandidat, der vinder en stat, får alle statens valgmænd. Antal afgøres af indbyggertal.

Fokus er på svingstaterne, som er dem, der er så tætte, at man ikke på forhånd ved, hvem der vinder. De seks, der holdes mest øje med i år, er: Arizona, Georgia, Nevada, Michigan, Wisconsin og Pennsylvania. Harris’ profil passer godt på de tre første, som er præget af diversitet, mens hun står svagere i de tre sidste. Michigan, Wisconsin og Pennsylvania er alle en del af det såkaldte rustbælte. Der, hvor der engang lå store industrier, men hvor meget nu er gået i stå. Udkants-Amerika.

Det er præcist her, at Tim Walz skal levere. I 2016 vandt Trump de tre stater, fordi det lykkedes ham at overbevise trængte hvide middelklassemænd om, at han ville kunne levere en bedre økonomi til dem. I 2020 vandt Biden alle tre, fordi han overtalte selvsamme vælgere om, at han var en bedre tillidsmand for dem. De tre stater afgjorde valgene. Harris-kampagnen ved, at de skal vinde dem. De ved også, at hun har svagheder her.

Walz har i Minnesota gentagne gange bevist, at han forstår at tale til akkurat denne gruppe. Da han første gang blev valgt til Kongressen i 2006, besejrede han overrumplende den republikaner, der havde vundet seks valg i en kreds ude på landet, domineret af landmænd og arbejdere. Den evne er hans største force. Han har konstant opbakning fra mere end halvdelen af delstatens indbyggere, hvilket er højst usædvanligt i et polariseret land.

For det meste er Walz venlig, men tag ikke fejl, han er også bidsk

David Trads

Som guvernør har han ført en politik, der, hvis han var dansker, minder om den, som Mette Frederiksen har ført som statsminister. Til at begynde med en hel del mere rød end nu, hvor han (og hun) oftere søger kompromisser hen over midten. Trump og med ham andre kritikere stempler ham som den rødeste af alle røde, men hans stemmeafgivninger i Kongressen placerer ham så tæt på midten af amerikansk politik, man kan komme.

Walz er en politiker, det er svært at blive sur på. For det meste er han venlig, men tag ikke fejl, han er også bidsk. Det er ham, der opfandt begrebet ’weird’ (sær) om Trump. Guvernøren angreb derved eks-præsidenten på hans egen hjemmebane – nemlig ved at give ham et øgenavn, der både hænger fast, og som tydeligt går Trump på. Walz gør derved Trump mindre end han bryder sig om. Ikke en, der er farlig for Amerika, men bare ‘en sær mand’.

Den opgave, som Walz nu får, er på en og samme tid at være angrebshund og forsoner: Angrebshund over for Trump og hans vicepræsidentkandidat, senator J.D. Vance. Forsoner over for de vælgere i rustbæltet, især hvide, som skal føle sig sikre på, at de bliver husket. Og så skal han naturligvis også være parat til at tage imod de slag, der kommer.

Trump & Co vil fremstille ham som en ekstrem venstreorienteret politiker, der vil tage friheder fra amerikanere (især tage våben fra dem), og som vil brandbeskatte dem (for at få råd til endnu mere velfærd). De vil givet også håne ham som en meget lille soldat, idet han aldrig har været i krig (modsat Vance), men i stedet gjort tjeneste i nationalgarden. Og…så vil de givet finde noget snavs på ham – for eksempel ribbe op i, at han som ung blev taget i at køre alt for hurtigt.

Walz ligner et godt valg for Harris. Men, skal man huske, det gjorde J.D. Vance også for Trump. Indtil han blev udsat for det pres, som kun en amerikansk valgkamp medfører. Minnesota-guvernøren kastes omgående for løverne. Om tre måneder ved vi, om Harris’ valg af vicepræsidentkandidat var klogt. Det ved vi, når stemmerne tælles op i Michigan, Wisconsin og Pennsylvania. Vinder Harris dem, er Walz en helt. Hvis ikke, er han færdig.