Altinget logo
Profile
Log ind
WAYF login
Log på med SSOGlemt adgangskode?
Bliv abonnent

To år efter KL's "dødsliste" blev skrottet: Regeringen klar med plan for mindre affaldsforbrænding

Forligskredsen bag klimaplanen for affaldsområdet mødes torsdag, hvor regeringens planer for en fremtidig konkurrencemodel for affaldsenergien ventes præsenteret. Borgmester og fjernvarmebranche er kritiske.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Morten ØyenKim Rosenkilde

Klimaminister Lars Aagaard (M) vil torsdag formiddag genstarte processen for en ”kontrolleret nedlukning” af en række affaldsforbrændingsanlæg.

Det sker på et møde med forligskredsen bag klimaplanen for affaldsområdet, hvor ministeren vil præsentere regeringens bud på en konkurrencemodel, der skal få nedbragt antallet af danske forbrændingsanlæg frem mod 2030. Det erfarer Altinget.

Jeg håber, at mødet handler om, at den her opgave ikke skal rulles udover selskaberne, som situationen er nu, og hvor regeringen har gjort det til en topprioritet at få rullet mere fjernvarme ud.

Tomas Breddam (S)
Borgmester i Roskilde Kommune

Allerede inden modellen er blevet præsenteret, advarer både fjernvarmesektoren og borgmester fra en af de kommuner, der kan risikere at blive ramt. Frygten lyder blandt andet på, at en ny konkurrencemodel vil skabe usikkerhed og kunne tvinge anlæg til lukke eller gå konkurs.

”Det er en næsten tre år gammel aftale, der nu skal omsættes. Siden har vi fået krig i Europa, energikrise og et helt andet fokus på CO2-fangst. Vi synes, forligskredsen skal stoppe op og tænke over, om det stadig er en god aftale,” siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.

Der er i dag 23 affaldsforbrændingsanlæg, der ved at brænde affald af, leverer varme til fjernvarmenettet.

Men med klimaaftalen på affaldsområdet fra juni 2020 blev det bestemt, at de danske forbrændingsanlæg skal brænde 30 procent mindre affald af i 2030.

”Der er i dag for mange forbrændingsanlæg, som importerer affald fra udlandet til forbrænding i Danmark. I takt med at de danske affaldsmængder falder og genanvendelsen stiger, vil behovet for at forbrænde dansk affald blive mindre,” lød begrundelsen fra aftalepartierne.

Sagen kort

I sommeren 2020 landede den daværende S-regering sammen med alle Folketingets partier undtagen Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige en aftale, der skal gøre affaldssektoren grønnere og reducere CO2-udledningen med 0,7 millioner tons frem mod 2030.

Det skal blandt andet ske ved at få danskerne til at sortere mere af deres skrald. Men når affaldet sorteres og genanvendes, sker der et dyk i kapacitetsbehovet på landets forbrændingsanlæg.

Derfor bad regeringen KL om at lægge en plan og inden 1. januar 2021 komme med anbefalinger til en liste over anlæg, der kunne lukkes. Det skal ifølge aftaleteksten være de “miljømæssigt dårligste anlæg" som skal lukkes.

17. december 2020 kom KL så med "dødslisten", hvor disse forbrændinganlæg er på:

Argo (Roskilde), MEC Bioheat & Power (Holstebro), I/S Norfors (Hørsholm), Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (Hjørring), AffaldPlus (Slagelse), Sønderborg Kraftvarme I/S, Aars Fjernvarme, Svendborg Kraftvarme A/S, Hammel Fjernvarme og Bornholms Affaldsbehandling.

Men den kommunale plan leverede ifølge de statslige myndigheder blandt andet ikke på aftalens krav om, at det er de mindst "effektive" og "miljømæssigt dårligste" anlæg, der skal lukkes. Planen blev derfor afvist.

Uden myndighedernes godkendelse skulle den KL-styrede nedlukning af kapacitet i forbrændingssektoren ifølge den politiske aftale “automatisk” erstattes af en model, som bygger på konkurrenceudsættelse og liberalisering.

Det har S-regeringen arbejdet videre med efterfølgende. Den proces fik Enhedslisten til at forlade forliget.

To år efter "dødslisten" blev afvist forventes regeringen nu at foreslå en konkret model. 

I første omgang fik KL opgaven med at lave en ”dødsliste” over 10 affaldsenergianlæg, der skulle lukkes, men kommunernes eget forsøg på at løse opgaven blev afvist af Energistyrelsen i februar 2021.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024